Formål: Det går midlerne til

Om Climb for Charity Formål: Det går midlerne til

Med Climb for Charity kombineres eventyrlyst og træning med at gøre en forskel. På vejen til toppen samler deltagerne nemlig midler ind til Børneulykkesfondens arbejde for færre børneulykker og initiativet Legeheltene, der skaber leg og bevægelse blandt indlagte børn.

Deltagerne på Climb for Charity-turene dækker selv de udgifter, som er forbundet med at deltage, og overskuddet fra indsamlingen går direkte til det gode formål.

 

Børneulykkesfonden

Ulykker er den hyppigste dødsårsag blandt børn i alderen 1-18 år, og hver fjerde dødsfald i denne aldersgruppe skyldes en ulykke. Samtidig kommer 150.000 børn under 15 år hvert år på skadestuen som følge af en ulykke. Det arbejder Børneulykkesfonden for at ændre.

Vi er en nonprofit organisation, som arbejder for at øge børnesikkerheden i Danmark og nedbringe antallet af børneulykker. Vi forebygger og skaber sikre rammer inden for områderne hjemmet, trafikken og sport/fritid uden at gå på kompromis med børnenes leg, kreativitet og fysiske udfoldelse. Vi har ambitioner og kæmper for at gøre Danmark til det førende land inden for børnesikkerhed.

Børneulykkesfonden udvikler og formidler en række forebyggende initiativer med henblik på at sikre trygge rammer hos børn og skabe debat om børnesikkerhed. Vi formidler bl.a. information til forældre og bedsteforældre, udvikler kampagner og læringsmaterialer til institutioner og skoler og afholder events for at øge bevidstheden om børns sikkerhed. Vi arbejder desuden målrettet med motorik og bevægelse, fordi en god motorik er med til at forebygge alvorlige ulykker.

Læs mere om Børneulykkesfonden på: www.borneulykkesfonden.dk

 

Legeheltene

Alle børn har ret til et liv med leg og bevægelse. Det gælder også børn, der er ramt af sygdom. Derfor har Børneulykkesfonden startet initiativet Legeheltene. Legeheltene arbejder for at skabe mere leg og bevægelse for de ca. 60.000 børn i alderen 1-14 år, der hvert år indlægges på et hospital i Danmark.

Et sygdomsforløb, en indlæggelse og kroniske diagnoser er ofte forbundet med stor inaktivitet og ensomhed. Inaktivitet i længere perioder kan have store konsekvenser for indlagte børns fysiske, kognitive og sociale udvikling. Derfor igangsætter Legeheltene bevægelseslege og aktiviteter for at få børnene op af sygesengen og ud af hospitalsstuerne.

Legeheltene arbejder for at skabe en aktiv hverdag og et frirum for de indlagte og ambulante børn, hvor sygdom træder i baggrunden for en stund. Et frirum på hospitalet, hvor der er plads til store armbevægelser, tumlelege, fællesskab og nye venskaber.

Klik her og oplev Legeheltenes arbejde i et indslag fra DR TV-Avisen.

Og læs mere på: www.legeheltene.dk

 

Liste over Climb for Charity donationer

 

2015: 145.400 kr.

2016: 358.685 kr.

Januar 2017: 700.000 kr.

September 2017: 1.300.000 mio.kr.

Januar 2018: 850.000 kr.